Rengøringsservice Danmark A/S og Københavns Erhvervshus – når samarbejde giver det perfekte match
Efter genåbningen af samfundet melder Servicebranchen om mangel på arbejdskraft, men hos Rengøringsservice Danmark A/S har vores samarbejde med Københavns Erhvervshus givet os en plads forrest i køen og mange nye, velkvalificerede medarbejdere.
”Vi har samarbejdet med Københavns Erhvervshus gennem de seneste fem år, og det fungerer fantastisk. Samarbejdet er blevet en grundsten i vores rekrutteringsproces, og det giver os nogle enestående muligheder for at møde vores fremtidige medarbejdere, som vi i højere og højere grad kan drage nytte af” siger direktør Mikkel Hove.
Rent praktisk fungerer samarbejdet gennem match-arrangementer på Jobcenter København. Forud for det enkelte arrangement har Københavns Erhvervshus udvalgt de højst kvalificerede kandidater fra jobcenterets kandidatbank, og under arrangementet får kandidaterne en udførlig præsentation af Rengøringsservice Danmark A/S som deres mulige nye arbejdsplads.
Ved det seneste match-arrangement for to uger siden, var der inviteret 10 kandidater, hvoraf vi er gået i videre proces med syv . Det er et resultat, der overgår selv vores vildeste forventninger; forventninger, der i forvejen er høje, fordi vores kontaktpersoner hos Københavns Erhvervshus har været eminent gode til at lære os at kende som virksomhed og dermed matcher os med de helt rigtige kandidater.
Som bekendt går det altid stærkt i rengøringsbranchen, så vi er allerede i gang med at planlægge vores næste match-arrangement, der løber af stablen i begyndelsen af oktober. Indtil da glæder vi os til at møde alle de spændende og dygtige nye folk, som vi ved, at Erhvervshus København vil præsentere os for til den tid!